Det Danske Institut i Damaskus har hjemme i Bayt al-‘Aqqad – ‘Aqqad-huset – i den gamle by. Souq al-Souf er en sidegade til den store Souq Madhat Pasha, der danner en del af den såkaldte Lige Gade, der skærer hele vejen gennem den gamle by fra vest til øst.
Bygningens historie går tilbage over 2000 år: Rester af Herodes den Stores amfiteater blev fundet i ydermuren under restaureringen og danner nu del af væggen i sekretærens kontor. I dag former huset en firkant omkring en stor indergård med fontæne og beplantning.
De nordlige og sydlige længer blev bygget sidst i det 15. århundrede og bærer typiske præg af sen-mamlukisk stil og dekoration, især i den store iwan og den smukke sommer-qa’a (receptionsrum) overfor. Vinter-qa’aen blev dekoreret midt i 1700-tallet og flere rum tilbygget omkring samme tid. I deres nuværende form stammer de to længer mod øst og vest fra slutningen af 1800-tallet.
Efter aftale mellem danske og syriske myndigheder blev bygningen taget i eje af det syriske kulturministerium og udlejet gratis til instituttet i en 50-års periode mod, at instituttet dækkede restaureringsomkostninger og den fortsatte vedligeholdelse. Bygningen blev restaureret over fire år i et samarbejde mellem Syriens antikvitets- og museumsdirektorat og danske eksperter.