Af Jane Blichfeldt Fogh:
Det danske Institut i Damaskus implementerer og huser ugentlig træning for udviklingshæmmede børn og unge. Den 13. december var første træningsdag, hvor 20 veloplagte børn og unge ankom med deres musiklærer samt frivillige. Storsmilende gik de i gang med korsang og traditionel dans i den store Qaa, og repertoiret er vokset støt siden første træningsdag. De øver alt fra traditionel bryllupsdans med sværdfægtning til dans med hullahopringe, og de bliver dygtigere uge for uge.
Til daglig kommer de hver formiddag i foreningen ‘This is my House‘; et dagcenter for op til 60 børn og voksne med psykiske eller fysiske handikap. Her træner de faglige og sociale færdigheder, men det kniber med pladsen, da der kun er tre værelser og begrænset plads til kreativ og fysisk udfoldelse for 60 børn og unge. Af de tilknyttede børn og unge har flere psykiske handikap, som gør, at de ikke kan være for fysisk tæt på andre. Derfor har Det Danske Institut tilbudt at lægge lokaler til kor- og dansetræning to gange om ugen samt huse den forestående festival den 29. februar, hvor de vil fejre skudåret med dans og sang for familie og venner.