Instituttet har været base for en række arkæologiske projekter i et område, hvor dansk arkæologi har været særligt aktiv gennem flere generationer. Ud over seminarer og workshops, har der været tale om tre større projekter:
Arkæologisk-historiske undersøgelser på Tell Aushariye
For yderligere beskrivelse og visuel dokumentation henvises til projektets hjemmeside: www.aushariye.hum.ku.dk
Udgravningen på Tell Aushariye er det for tiden eneste danske projekt af denne art i Syrien. Lokaliteten blev opdaget og identificeret i 1998. Efter at de syriske myndigheder havde bevilget en udgravningslicens, er i perioden 2000-2005 gennemført en serie feltundersøgelser, og yderligere undersøgelser planlægges i perioden 2006-2009. Projektet ledes af Jesper Eidem, forskningslektor ved Institut for Tværkulturelle og Regionale Studier ved Københavns Universitet, som sammen med Det Danske Institut i Damaskus udgør projektets institutionelle forankring. Projektets syriske samarbejdspartner er General-direktoratet for Kulturarv og Museer i Damaskus.
Tell Aushariye ligger højt på en klippe tæt ved Sajour flodens udmunding i Eufrat. På den modsatte, østlige bred af Eufrat ligger den berømte oldtidsby Til Barsib, der i den tidlige jernalder var sæde for lokale aramæiske dynastier indtil den assyriske erobring i det 9. årh. f.v.t. Den assyriske konge Salmanasser III beretter i sine indskrifter, hvordan han efter Til Barsibs erobring krydsede Eufrat, og modtog tribut fra lokale fyrster i Pitru. Disse oplysninger gør det næsten sikkert, at Aushariye er identisk med oldtidens Pitru. Pitru kendes også fra ægyptiske kilder fra den sene bronzealder, og identificeres traditionelt med det bibelske Pethor, hjemstavn for vismanden Bileam, især kendt fra beretningen om hans “talende æsel” i 4. Mosebog. Endelig er det muligt at Aushariye skal identificeres med et fort fra den mellemste bronzealder (ca. 1800 f.v.t.), kendt som Dur-Sumu-Epuh, og som bevogtede grænsen mellem de to vigtigste magter i Syrien på den tid.
Det er stedets strategiske beliggenhed og dets forankringer i flere forskellige historiske kontekster, der gør undersøgelse af Aushariye til en meget perspektivrig opgave. Foreløbig har sondager på lokalitetens sydlige skråning blotlagt en sekvens af 11 kulturlag, som i tid dækker perioden ca. 2100-600 f.v.t., fra slutningen af den tidlige bronzealder til den sene del af jernalderen. Tell Aushariye er en af de meget få arkæologiske lokaliteter i denne del af Syrien, som kan opvise en sådan sekvens, og dele af det udgravede materiale har derfor stor betydning for kronologisk forståelse af resultater fra en række andre udgravninger. De hidtidige undersøgelser har tilvejebragt en lang række fund, bl.a. en unik aramæisk tekst fra jernalderen.
Det arkæologisk-historiske projekt omkring Tell Aushariye er analytisk en undersøgelse af materielle korrelater for kategorier som “folk” og “kulturer” i en præcis mellemøstlig kontekst. Aushariye er strategisk placeret hvor de syriske, anatolske og mesopotamiske kulturområder mødes. De kollektive aktører (folk/stater) i en række prægnante kulturmøder kan hér defineres af skriftlige belæg, og deres materielle kultur kendes gennem arkæologiske fund fra præ-kontakt faser. De tre primære kontekster for undersøgelsen er den sumeriske “kolonisering” i det sene 4. årt. f.v.t., den amorritiske “infiltration” i det tidlige 2. årt. f.v.t., og den assyriske “erobring” og “assimilation” i det 1. årt. f.v.t. Alle tre scenarier afspejles på forskellige niveauer i de hidtidige fund.
Hama arkæologisk museum
I juni måned 1998 modtog Det Danske Institut i Damaskus en henvendelse fra generaldirektøren for det syriske antikvitets- og museumsvæsen om dansk ekspertbistand i forbindelse med indretningen af et nyt museum i Hama. Det nye museum i Hama blev opført nordøst for Orontesfloden med udsigt til byhøjen, der blev udgravet af danske arkæologer. Det rummer foruden kontorer, bibliotek, magasiner, laboratorier og publikumsfaciliteter m.v. et samlet udstillingsareal på 1740 m2 fordelt på to etager. Mens Hamas gamle museum i Azem-palæet nu er et byhistorisk/ etnografisk museum, dækker det nye museum Hama-regionens arkæologi. Det nye museum blev indviet i forbindelse med en international arkæologisk konference i Hama i september 1999.
Mount Nebo, Jordan
Siden midten af 1930erne har området omkring Mt. Nebo, ca. 35 km. sydvest for Amman, været genstand for intensive arkæologiske undersøgelser. Nebobjerget var det sted, hvorfra Moses så ind over det forjættede land, og hvor han ifølge traditionen døde og blev begravet. Allerede i 4. århundrede e. Kr. opførtes der her en lille kirke, som siden voksede til en betydelig treskibet basilika med prægtige byzantinske mosaikker. I løbet af de sidste 60 år er denne basilika sammen med mange andre byzantinske kirker og klostre blevet udgravet og restaureret af franciskanske arkæologer, som i klosteret på Mt. Nebo har etableret et arkæologisk institut.
I de sidste 15 år er der omkring Nebobjerget sket en eksplosiv udvikling i bebyggelsen af det tidligere så øde landskab. Der er anlagt en halv snes landsbyer, og skråningerne indhegnes til kunstigt overrislede terrasseagerbrug, samtidig med at moderne vejsystemer pløjer sig gennem bakker og dale uden hensyntagen til oldtidsminderne, der tværtimod er glimrende som materiale til huse, vejanlæg og terrassemure. Danske arkæologer fra Moesgård Museum ved Århus og fra Carsten Niebuhr Instituttet i København begyndte i tæt samarbejde med det franciskanske arkæologiske institut på Mt. Nebo i 1992 en intensiv recognoscering af landskabet omkring Nebobjerget. Undersøgelserne, der bekostes af H. P. Hjerl-Hansen Mindefondet for Dansk Palæstinaforskning og som ledes af Peder Mortensen, er siden 1996 blevet gennemført under Det Danske Institut i Damaskus’ auspicier.
Formålet med disse arkæologiske undersøgelser har først og fremmest været at finde, registrere, beskrive og kortlægge områdets fortidsminder således at de vigtigste monumenter kan fredes. Men derudover er arkæologerne blevet belønnet med et rigt materiale til belysning af de skiftende bosætningsmønstre i den centrale del af Jordan.
De ældste fund er “håndkiler” og andre palæolitiske stenredskaber, der er mere end 300.000 år gamle. Bopladser og landsbyer, som vidner om tidligt agerbrug i 7. – 6. årtusind f. Kr. findes langs floderne neden for Nebobjerget, og på skråningerne og de høje bjergplateauer ses i hundredevis af stendysser fra 4.-3. årtusind f. Kr. og af store stenbyggede grave fra slutningen af 2. årtusind f. Kr. Rundt om i landskabet findes befæstede jernalderborge, og der er talrige spor af romernes færden i terrænet: vejanlæg, milesten, vagttårne, fæstningsanlæg og en enkelt romersk villa, som siden er suppleret med byzantinske kirker, klostre og grave. Yngst er de tyrkiske bygninger og grave, som knytter sig til de nord-syd gående karavaner helt op i begyndelsen af dette århundrede.