Galleri

Galleri

Her findes en række videoer af rundvisninger i Det Danske Institut i Damaskus.

Video-rundvisning Den Lille Qa’a

Den lille Qa’s ligger ved Iwanen, som er en integreret del af gården. Oprindeligt bestod Qa’aen af to rum eller rettere steder, en lille gård og et mameluktårn. Qa’aen er ligeledes blevet lavet om af flere omgange og fremstår i dag med dekorerede træpaneler, der dominerer rummets indre.

Video-rundvisning Den Store Qa’a

Den store Qa’a blev oprindeligt konstrueret omkring det 15. århundrede. Facaden er fra denne periode, men resten af bygningen er blevet lavet om flere gange, særligt efter et jordskælv i 1759. I dag er rummet ikke restaureret til en bestemt tidsperiode, men viser i stedet flere forskellige perioder.

Video-rundvisning Det Blå Rum

I samme bygning som teatret ligger det blå rum, som i dag er direktørens kontor. Det oprindelige rum blev til i det 18 århundrede, men blev fuldstændigt ombygget omkring 1840, hvor det også fik sin karakteristiske blå farve. Den arkitektoniske stilart hedder Osmannisk rokoko.

Video-rundvisning Det Røde Rum

Det røde rum er ligesom den lille Qa’a indrettet med dekorerede træpaneler, som er fra cirka samme tidsperiode som Qa’aen. Rummet ligger bag den nordlige nittenhundredetalsbygning og har sin egen lille gård. Rummet har oprindeligt været brugt til beboelse og er i dag et af instituttets mange gæsteværelser.

Video-rundvisning Instituttets Logo

Instituttets logo er et ornament som er taget fra den store Qa’as facade. Logoet er et klassisk islamisk motiv og indeholder en række forskellige symboler. Arkitekt Jens Damborg har genoptegnet logoet.

Video-rundvisning Herodots Teater

Når man træder ind i Det Danske Institut, går man igennem en åben entre, som leder videre ind til en lille gård. Her ligger den bygning som rummer sekretariatet og resterne af Herodots teater. Ovenover ligger direktørens kontor, der er kendt som ”det blå rum”.