Af Sofie Vestergaard:
Den tidlige martssol er for alvor begyndt at varme, og bladene er med ét sprunget ud. Alligevel er det ikke forårsstemningen, der har fået folk til at stimle sammen på gaden i Damaskus. Det er al-Kindi biografens indgang, der er samlingspunktet, særligt omkring billetlugen, hvor manden bag skranken snart vil gøre tegn til, at billetterne til næste filmvisning er frigivet . Det tidlige forår bebuder nemlig også den syriske dokumentarfilmfestival DOX BOX, og trods det gode vejr har det ikke været besværligt at fylde sæderne i biografmørket.
Festivalen er kun tre år gammel, men har haft kolossal vokseværk: med et publikumstal, der er skudt i vejret fra godt 7.000 i 2008 til over 20.000 i 2010, kan festivalarrangørerne med stolthed skrive på deres hjemmeside, at DOX BOX er regionens førende dokumentarfilmfestival.
En fremragende udvikling
Dokumentarfilmkonsulent og –lærer Tue Steen Müller, der også fungerer som konsulent for festivalen, kalder DOX BOXs udvikling for ”fremragende”. Han fortæller, at i løbet af dens korte levetid er festivalens profil blevet gjort skarpere, sådan at DOX BOX skiller sig ud:
”De har fundet ud af at lave en konkurrence med udenlandske og mellemøstlige film, der normalt ikke optræder i festivalkonkurrencer. I år var der så også en konkurrence for syriske film, Voices of Syria, og det er med til at stimulere interessen blandt de professionelle. Desuden er det flot, at en lille festival i Damaskus med deres retrospektive serier får store navne som Pennebaker og Guzman til landet.” D.A. Pennebaker og Patricio Guzman er nogle af de mest erfarne og anerkendte instruktører indenfor dokumentarverdenen, og det må siges at være noget af et scoop, når de optræder veloplagte og engagerede til masterclasses og Q&As efter filmvisningerne.
Det fine program og de velrenommerede gæster er dog ingenting uden begejstrede tilskuere.
”Vigtigst af alt er, at publikum er vokset”, siger Tue Steen Müller.
”Folk står i kø ude på gaden for at komme ind i biografen, og de bliver sure og skuffede, hvis de ikke kan få en billet. Det er et meget aktivt og entusiastisk publikum.”
Filmspirer fra stengrunden
At trængslen foran biograferne er blevet større på festivalens tredie år bliver nikkende bekræftet af filmproducer Mikael Opstrup. Lige som Tue Steen Müller er han en tilbagevendende festivaldeltager og dermed vidne til DOX BOXs vækst.
En mindre synlig, men ikke desto mindre vigtig del af festivalen, som også har udviklet sig, er rækken af workshops. Her fungerer de to danskere som mentorer for aspirerende filmmagere fra Syrien og omegn, der har lyst og mod til at give sig i kast med kunsten at skabe film. Og Mikael Opstrup betoner vigtigheden ved festivalens mere brancherettede del – særligt, fordi vi befinder os i Mellemøsten.
”I Syrien er dokumentarfilm typisk meget informative, de ligner tv-programmer, og svarer ikke til den vestlige forståelse af, hvad dokumentarfilm er. Workshop-delen afspejler, at arrangørerne bag DOX BOX, Diana El Jeiroudi og Orwa Nyrabia, selv er filmfolk. Deres ambition er at etablere et miljø for dokumentarfilmskabere”, forklarer Opstrup, som ved hvor væsentligt det er at have et frugtbart dokumentarfilmmiljø, hvor kreativiteten og fortællelysten kan spire. Han beretter, hvordan både han selv og Müller har været involveret i at opbygge dokumentarmiljøer i Sydeuropa, og hvordan forandringen dér er mærkbar.
I et land uden filmskole og med en lille branche kræver det en stor indsats, men der er tro på, at DOX BOX kan være med til at sætte skub i tingene.
”Her i Syrien sker det fra stengrunden, men der er ikke andet at gøre. Når workshopdeltagerne fortæller om deres projekter, snakker de virkelig om deres hjerteblod. I det hele taget er det altid svært at lave dokumentarfilm, men det kan ganges med to her. Det er sejt arbejde, men det batter,” siger Opstrup med sikkerhed i stemmen.
Forventning og forsinkelse
Solen svinder, mens publikum siver ud fra dagens første visning i al-Kindi. En stor del går direkte hen til lugen for at indkassere billet til næste runde film, og flere kommer til. Folk samles ude på gaden. Her står man og ryger og småsnakker i grupper, før biografdørene atter vil gå op. Her bobler af spænding, for næste film på programmet er særlig – den er syrisk. Nour Al Huda er et portræt af en fattig familie fra udkanten af Damaskus, og trækker helt klart endnu flere til, end de udenlandske film kan gøre.
20 minutter efter, at filmen skulle være gået i gang, er dørene stadig lukkede. Forsinkelse ville skabe utålmodighed og utilfredshed i en dansk biograf, men stemningen her er lige så forventningsfuld som tidligere. Så går døren!
Publikum kan endelig tage plads i sæderne, DOX BOX byder velkommen og der blændes op for Nour Al Huda. Efter 10 minutter fryser billedet. Filmen må stoppes. Heller ikke tekniske problemer kan tilsyneladende irritere, for folk venter tålmodigt indtil filmen igen kan fortsætte –efterfølgende uden undertekster, men det er kun til gene for de udenlandske tilskuere.
Et holistisk syn på film
Den særlige intense atmosfære minder om, at denne festival finder sted netop i Syrien, og dét påvirker Tue Steen Müllers festivaloplevelse:
”I andre lande kan festivalerne nemt komme til at virke blaserte, for der er så meget at vælge imellem, og medieudvalget er i det hele taget så stort. På DOX BOX er publikum engageret og sultent. Her er en stemning af ‘Hallo, her er noget nyt!’ Når publikum får mulighed for at stille spørgsmål efter filmvisningerne, ryger armene i salen op!”
Ganske rigtigt – da Nour Al Huda er til ende og bifaldet langt om længe stilnet af, er særligt de lokale i salen klar til at udfordre instruktør Lina Al Abed med spørgsmål, som ikke nødvendigvis pakkes ind i ros. Hvorfor denne film, hvorfor denne familie? Er filmen lavet for NGO’ers eller et offentligt publikums skyld? Har instruktøren et ansvar for den portrætterede familie – og hvorfor deltager de egentlig ikke ved filmvisningen?
Biografoplevelsen med Nour Al Huda er som sådan betegnende for publikums ærlighed, men også for den linje, som DOX BOXs program er udvalgt efter.
”Det er film, der tematisk appellerer til debat – en debat, man ønsker ført i landet”, mener Müller.
”Mange festivaler viser bare film. Her er DOX BOX mere målrettet, mere gennemtænkt. Festivalprogrammet bliver vist i byerne Homs og Tartous, og kommer også videre ud i Mellemøsten. Men Diana og Orwa stopper ikke der: festvalarrangørerne arbejder også med at distribuere film og har samtidig produktionsselskabet ProAction Film. DOX BOX er udtryk for et holistisk syn på film. Det er ikke bare en festival.