Af Jane Blichfeldt Fogh:
Der er gang i gården på Det Danske Institut hver mandag eftermiddag, når 30 børn lærer at slå kolbøtter, stå på hovedet i en stor menneskepyramide og jonglere med diabloer og tallerkener.
I samarbejde med Dansk Røde Kors implementerer og huser Det Danske Institut i Damaskus ugentlig cirkustræning med henblik på at stimulere børns psykosociale trivsel. Børnene kommer fra to socialcentre i fattige områder af Damaskus, som Syrisk Arabisk Røde Halvmåne i samarbejde med Dansk Røde Kors har åbnet.
Ved at være fysisk aktive og træne målrettet på at lære nye færdigheder får børnene en fornemmelse af deres krop og styrke. Ideen er at stimulere børnenes tro på, at man kan opnå meget, når man går målrettet efter det. Det oplever børnene helt konkret, når de pludselig kan stå på hovedet, jonglere med en tallerken eller slå en kolbøtte.
Ud over at styrke kropsfornemmelsen har træningen til hensigt at lære børnene at samarbejde og have tillid til hinanden. Det kræver tillid til de andre at lave en stor menneskepyramide, for hvis en træder forkert, vælter hele pyramiden.
Efter tre måneders målrettet træning vil Det Danske Institut afholde en stor festival for de 30 børns familier, så børnene med stolthed kan stå på scenen og vise deres nye færdigheder frem for forældre og søskende.
Læs om de to områder, som børnene kommer fra her.