Af Anders Hastrup:
For året 2012 opslår Det Danske Institut i Damaskus et antal rejsestipendier i hele den arabiske verden, der kan søges af forskere, ph.d.-studerende og specialestuderende. Da midlerne til disse stipendier stammer fra fonde med særlige fundatser, skal de videnskabelige ansøgninger falde inden for et af følgende områder:
• mellemøstlig arkæologi og historie
• islamisk kunst og arkitektur
• politik, samfund og økonomi i det moderne Mellemøsten
• naturvidenskaberne
Grundet situationen i Syrien gives der ikke stipendier til rejser i Syrien eller ophold på Det Danske Institut i Damaskus.
Desuden opslås et antal rejsestipendier for kunstnere, specielt billedkunstnere, der har projekter i forhold til Mellemøsten og den arabiske verden. Ansøgningerne vedlægges projektbeskrivelse og CV samt budget. Studerende bedes tillige vedlægge en vejlederudtalelse. Der kræves ikke særskilt ansøgningsskema.
Yderligere oplysninger om instituttet kan indhentes på instituttets hjemmeside (www.damaskus.dk) eller hos instituttets direktør, tlf.: +963 11 223 8038 eller på e-mail: director@damaskus.dk
Ansøgninger sendes per email til: director@damaskus.dk og anmærkes med titlen: Rejsestipendiat 2012 i emnefeltet. Ansøgningen skal være direktøren i hænde senest onsdag den 1. februar 2012, kl. 12.00. Papiransøgninger modtages ikke og emailansøgninger må ikke overstige 1 Mb. Afgørelse kan ventes april 2012. Stipendiater skal anvendes inden den 1.juni 2013.
Det Danske Institut i Damaskus er en selvejende institution, der har til huse i Bayt al-’Aqqad i Damaskus, Syrien. Instituttet arbejder bl.a. for at sikre videnskabelig og kunstnerisk udveksling mellem Mellemøsten og Danmark.



