Af Lena Kühl:
I slutningen af 1800-tallet forestod de franciskanske munke i Jerusalem efter aftale med de osmanniske myndigheder i Istanbul, bosættelsen i Madaba af visse kristne beduinstammer. Byen havde da været ubeboet i mange hundrede år. Da nybyggerne begyndte at grave ud til fundamenterne af deres huse og begyndte at samle sten fra ruinerne, stødte de på mosaikker af stor skønhed, forarbejdet med megen færdighed. I samme årtier begyndte franciskanerne udgravninger ved Mount Nebo, stedet hvor Moses skuede ind i det forjættede land. Senere har forskellige arkæologiske ekspeditioner under protektion af de jordanske myndigheder gravet i og omkring Madaba. De sidste store fund blev gjort i 1980’erne ved Umm ar Rasas.
Størsteparten af mosaikkerne stammer fra 500 til 700 tallet. Enkelte er helt tilbage fra 200 tallet. Inskriptionerne er på græsk, der var det sprog, der benyttedes af de byzantinske verdslige og religiøse myndigheder. Der er navne på en del biskopper, og hermed kan mosaikkerne tidsfæstes. Der er enkelte inskriptioner på aramæisk, der var linqua franca, og desuden en enkelt indskrift på hvad nogle mener er arabisk, men skrevet med græske bogstaver.
Der er tale om både udsmykninger af verdslige bygninger og kirker. Det, der er bevaret, er først og fremmest gulvmosaikker. Den mest berømte er mosaikken, der fremstiller et kort over Palæstina og Nildeltaet. På Mount Nebo er der eksempler på mosaikker på vægge, i Qusayr Amra, det berømte Umayade anlæg i den jordanske ørken er væggene udsmykket med freskoer, og der er fundet mosaikker i gulvene.
Mosaikkerne er lavet af natursten, udhugget i ca. en centimeters diameter, lidt mindre til detaljer. Materialevalget er medvirkende til at give dem deres særegne udtryk, sådan, at når man har iagttaget dem en tid og derefter iagttager landskabet, er der en betagende overensstemmelse mellem billede og natur, oliventræernes grågrønne toner og jordens røde farvetoner går igen.
Motiverne er planter, bygninger, mennesker og dyr, som oftest i større eller mindre felter indrammet af ornamenter. I blandt indtager ornamenterne hovedpladsen, og der er en tendens til at de senere mosaikker er mere rent geometriske og med mange sammenfletninger. Det vigtigste eksempel herpå er den store mosaik i Maria Kirken, bestående af sammenflettede cirkler, hvor de repræsentative elementer er begrænset til afbildning af et par olielamper og nogle meget simple bladornamenter. Denne mosaik, der menes at være fra 700 tallet befinder sig ca. halvanden meter over en anden af de mest berømte mosaikker nemlig den såkaldte Hippolytos Hallen, formentlig fra 500 tallet. Dette er en fremstilling, der refererer til myten om Faedra, som den er beskrevet hos Euripides.
Nilen spiller en stor rolle i mange af fremstillingerne, således i st. Stephens kirken i Umm ar Rasas. Hvor den største mosaik, kantes af scener fra Nilen, selve den store mosaik er opdelt i felter dannet af vinranker, et andet af de mest almindelige temaer.
Fælles for alle mosaikkerne er vekselvirkningen mellem geometriske ornamenter og repræsentative fremstillinger.
Justinian bliver byzantinsk kejser i 527, og i hans regeringsperiode foregår en imponerende byggeaktivitet, vigtigst bygningen af Hagia Sofia i Byzans, senere Konstantinopel, senere Istanbul. Mosaikker spiller overalt en vigtig rolle og der er stiltræk, der går igen også fra mosaikkerne i Ravenna, st Clemente, og Santa Maria Maggiore i Rom alle fra 4-500 tallet. Selv om der er helt tydelige fælles stiltræk ikke bare til de italienske, men også til de romerske mosaikker fundet i Tunis, er mit indtryk at de jordanske mosaikker har helt deres egen karakter, især ved kombinerer repræsentationer med geometriske sammenfletninger. Forskellen i materialer spiller også en stor rolle. De italienske mosaikker og mosaikkerne fra Hagia Sofia er udført i keramiske sten, og guld spiller en stor rolle her, ligesom for øvrigt i mosaikkerne i Umayademoskeens buegange. De jordanske mosaikker fremstår levende, som udført af nogle, der for første gang finder en måde at artikulerer sig på.
Khālid ibn al Walīd, med tilnavnet Allahs sværd, indtager Damaskus i 635, og efter et par år er hele området muslimsk domineret. St. Stephens Kirke i Umm ar Rasas er fra 756. Vi må altså antage at områdets kristne har haft en vis position. Mosaikker er dyre.
Det er velkendt at islam praktiserer billedforbud i det religiøse rum. Det har altid forekommet mig påfaldende, at stort set ingen ønsker at se en sammenhæng mellem den byzantinske kejser Leos billedforbud i 730 og det muslimske forbud. Et af argumenterne er at efter 630 har byzans ingen magt i området, men kirkerne er der jo, og det er almindelig accepteret ,at de kristne i islams første århundreder har haft en udstrakt frihed, så længe de betalte den særlige skat, der blev pålagt ikke muslimer. Jeg mener med Wansborough, at vi må forestille os islams første århundreder som en formativ periode, hvor de forskellige religiøse strømninger påvirker hinanden.
Før moderne tid har vi ingen skriftlige arabiske kilder, der beskæftiger sig med billeder eller udsmykning. Vi har Top Kapi rullen, med mønstertegninger til blandt andet muquarnas udsmykninger. Her kan vi se, at man har benyttet kvadratnet. Men vi har ikke geometriske udregninger. Vi ved, at araberne kendte Pythagoras, men hvad angår geometriske beregninger til udsmykningerne er vi på bar bund. Der er i vor tid lavet en del analyser af mønstrene. Desuden har en del forskere anvendt forskellige sufi kilder til argumentation for geometriens åndelige væsen, der siges, at repræsenterer Allahs enhed. Titus Burchardt siger således, at fordi geometrien har love er den sand og dermed smuk. Dette forekommer mig at være rent ud sagt vås.
Min erfaring som billedkunstner er at geometriske mønstre påvirker os, som alt hvad vi ser påvirker os, hvad enten det, som man siger forestiller noget eller ej. At en linie, som er en samling punkter på en flade kan have et udtryk, som skifter i takt med denne linies karakter. Desuden at geometriske mønstre er tæt forbundet med kroppen. Geometri betyder jord og mål, og vi måler med kroppen, favne, fod, osv.
Det, der i mine øjne gør de jordanske mosaikker så smukke og vedkommende uanset om de er repræsentative eller ej, er den umiddelbare glæde og kærlighed de er skabt med. De fortæller en evigt gyldig historie om glæde.