Af Maiken Enggaard:
Fire par tyndslidte strømpesokker glider hen over det nussede linoleumsgulv. Synkront sætter de af i fire langstrakte hop. Stopper et øjeblik i luften – og lander så igen på det glatte fundament i fire snurrende piruetter. Yndefuldt og følsomt, men alligevel ikke som i klassisk ballet. Det er vildere.
Sokkerne på linoleumsgulvet tilhører fire ranke og slanke mænd med meget lange ben. Ansigterne er lagt i stive, koncentrerede folder. Skægget er sirligt trimmet omkring de markante hagepartier, de mørke krøller trukket tilbage i korte hestehaler. De er dansere i Syriens hovedstad Damaskus.
”Stop! Albuen skal hele vejen op. Den skal skubbes. Hårdere. Sådan. Kom igen, mere energi!”
Koreograf Nønne Mai Svalholm har rejst sig fra sin stol og er løbet ind på gulvet til de forpustede dansemænd. Hun leverer instrukserne med intens øjenkontakt til den forreste danser, som hurtigt nikker og derefter vender sig imod de tre andre og oversætter til arabisk.
28-årige Methkal Alzghiar, en af de fire mandlige dansere, lægger ikke skjul på, at forestillingen er kontroversiel kost, men han har for længst gjort sig sine overvejelser og er afklaret.
”Jeg kan ikke gå og bekymre mig om, hvad andre synes. Jeg er ikke kun borger i Syrien. Jeg er borger i hele verden. For at beskytte mig selv og for at bidrage til landets udvikling, bliver jeg nødt til at kæmpe for det, jeg tror på – dansen,” siger han tænksomt i en dansepause, hvor flere kopper sortgrumset kardemomme-kaffe tanker nye kræfter op i de trætte kroppe.
Kunsten at være kvinde i Mellemøsten
Nønne Mai Svalholm er en lille kvinde. 163 cm høj og 31 år. Hendes lange lyse hår er bundet sammen i en knude, der i morges sad stramt i nakken. Som træningen skrider frem river lokkerne sig dog mere og mere løs.
”Nej, de er helt klart ikke vant til at modtage ordrer fra en kvinde. Der findes slet ingen kvindelige koreografer her i Syrien,” siger Nønne Mai Svalholm med et skævt smil, der afslører en afmålt selvsikkerhed.
Methkal Alzghiar, som af kendere betegnes som en af Syriens bedste, mandlige dansere, mener også afgjort, at Nønne Mai Svalholm er meget anderledes end typiske, syriske kvinder.
”Hver dag bliver jeg overrasket over, hvor professionel, stærk og powerfuld hun er. Det er ikke altid let at arbejde sammen med hende. Hun er bestemt og kræver meget af os. Men jeg stoler på hende og respekterer hendes evner,” forklarer han og kigger beundrende på Nønne, der for bare 14 dage siden steg ud af flyveren i Damaskus’ lufthavn med en spinkel drøm om at stable en danseforestilling på benene. Ideen fik hun sidste år, hvor hun i forbindelse med sit arbejde som producent og koreografassistent i Beirut, en nat endte i byen på et af byens pulserende diskoteker. ”Der blev bare danset igennem. Mændene styrede dansegulvet fuldstændigt, og konkurrencen om, hvem der kunne danse vildest, var hård. Den oplevelse gjorde indtryk på mig, fordi mænd i Danmarks altid bare står og hænger i baren og ser på kvindernes dans,” fortæller Nønne Mai Svalholm og uddyber, at opholdet i Mellemøsten også gav anledning til en lang række nye spørgsmål og et behov for at forstå kulturen dybere. At valget faldt på netop Syrien skyldes, at landet huser Mellemøstens bedste danseinstitut.
Et par måneder efter den våde nat i Beirut, lykkedes det Nønne Mai Svalholm at få flere tilskudsgivere til at støtte ideen om en danseforestilling i Damaskus, og så tog hun afsted. Men hun havde ingen dansere, ingen scenograf, ingen scene, ingen samarbejdspartnere og kun én måned til premiere. Det lyder som et umuligt projekt, men Nønne Mai Svalholm er en stædig kvinde. Og selvom de ledende mænd i Syriens kulturinstitutioner aldrig før har oplevet en skandinavisk kvinde, der kommer valsende uden først at banke på, lykkedes det hende at få støtte til projektet og en scene stillet til rådighed. En scene i operaen vel at mærke.
”Det betaler sig at være hurtig, smilende og sikker i sin sag. I Damaskus er det helt uhørt at bryde ind i et møde hos operachefen, men det blev jeg nødt til for at nå det hele. En syrisk kvinde ville aldrig slippe af sted med sådan en opførsel, men Vesten repræsenterer penge og fremskridt, og det åbnede helt sikkert nogle vigtige døre for mig.”
I samarbejde med Statsteatret og Det Danske Institut i Damaskus arrangerede Nønne Mai Svalholm en audition, som stik imod normen var åben for alle interesserede dansere. En sådan offentlig audition har aldrig fundet sted i Syrien før.
Nedbrudte idealer
Den koreografi, som Nønne Mai Svalholm har stykket sammen til forestillingen ”Damascus” lægger sig op af situationer eller oplevelser, hun selv har haft. Situationer hvor mænd indgår.
”Jeg aflæser kropsholdninger hos mænd, der står og snakker på gaden. Jeg iagttager, hvordan de kommunikerer med hinanden. Hvordan de konkurrerer, slås og er følsomme overfor hinanden. Dansen bliver selvfølgelig kogt ned på scenen, men alt stammer fra et realistisk univers,” siger hun og forklarer, at det i lang tid har været en drøm at udforske og nuancere mandeidealet med dansen som formidler. I Syrien er kønsopdelingen meget mere markant end i Danmark, derfor er landet et oplagt sted til realisering af projektet.
”Gadebilledet i Damaskus er præget af mænd. Mænd træffer beslutningerne i de små hjem. Mænd tjener pengene. Mænd har patent på de juridiske rettigheder. Manden er stærk og har position,” forklarer Nønne Mai Svalholm om det ideal, hun i øjeblikket forsøger at trænge ind under huden på.
”En mand i Mellemøsten er meget mere menneske, end idealet reducerer ham til. Det er ikke fordi, alle mænd skal være vat-mænd, men de er heller ikke altid helte eller konger. Mænd er også frustrerede, bange, usikre, utålmodige, indlevende og sårbare. I Syrien er disse egenskaber normalt forbeholdt kvinder eller tabere,” forklarer Nønne Mai Svalholm, der for at bygge forestillingen op på et stærkt, sagligt fundament, har allieret sig med de få danske kønsforskere, der har beskæftiget sig med mandekønnet og dets idealer.
Danser Methkal Alzghiar kan sagtens nikke genkendende til Nønne Mai Svalholms beskrivelse af det mellemøstlige mandeideal.
”Problemet her i Syrien er, at vores traditioner gør mande- og kvindeidealerne meget fastlåste. Vi er ikke ærlige overfor hinanden. Som mand føler man sig indimellem svag, men man viser det ikke til nogen. Som mand forventes det, at man træffer beslutninger uden at spørge andre til råds, og så skal man lade som om, man ikke er i tvivl,” siger han, kigger tænksomt ud i luften og fortsætter så:
”Det gør dagligdagen meget besværlig, at man altid skal kæmpe for at leve op til samfundets idealer. Vi bliver nødt til at opføre os som rigtige mennesker.”
At danse følelser
På det nussede linoleumsgulv i den spartansk indrettede sal er danserne nået til scenen, som Nønne kalder: ’Kluddermutter’. Med stramt flettede fingre vikler de lange mandekroppe sig tættere og vildere sammen, som genstridige ledninger i en filtret, uløselig knude. Med ét fryser de i stive positioner. Med ét fletter de igen. Fryser og fletter. Fryser og fletter.
Nønne Mai Svalholm er ikke synderligt interesseret i klassisk ballet. Der er alt for mange regler og idealer for, hvordan de korrekte bevægelser skal udføres. Det gør udtrykket stift og køligt. Alligevel foretrækker hun til enhver tid at arbejde med de klassisk skolede dansere.
”De har den æstetiske og symmetriske forståelse indbygget i kroppen. Men det skal brydes ned for at blive interessant for mig. Grundfundamentet skal være stærkt, smukt og sikkert, og så kan man bygge passionerede krusseduller ovenpå,” siger hun og forklarer, at hun altid opfinder sine egne trin ved at kombinere eksempelvis klassiske fodpositioner med vilde armbevægelser inspireret af et rave, hun en gang har været til. Methkal Alzghiar lægger ikke skjul på, at den type dans er kontroversiel i Mellemøsten.
”Koreograferne her arbejder kun med bevægelser. Aldrig med følelser. De vil skabe et perfekt billede med dansen, lige som når man maler noget, der skal ligne en forskønnet virkelighed. Ingen arbejder med at transformere følelser ind i bevægelserne, som Nønne gør,” siger han og understreger, at det er en stor udfordring, men også en oplevelse for ham at gå på opdagelse i sine egne følelser.
”Nønne er fantastisk god til at fornemme, hvilke problemer jeg har med de forskellige bevægelser og udtryk. Hun bryder min krop op i små elementer og sætter den sammen på en ny måde, der giver mening. Det er som om, hun kan kigge ind i mig.”
Kontroversielle trin
”Ikke mere kaffe, det er tid til ’hunden’,” råber Nønne Mai Svalholm, og på linoleumsgulvet gør de fire dansere sig klar til en af stykkets kontroversielle scener. De har allerede været igennem ’gevær-sekvensen’, hvor de agerer hemmeligt politi med AK47-rifler. Også ”bønnen”, hvor danserne pisker sig selv, mens de slynger deres muskuløse overkroppe hårdt ned i gulvet – frem og tilbage – har været på dagens øve-repertoire. Men nu er det altså tid til ’hunden’. Ud af højtalerne runger en bidsk knurren tilsat arabiske rytmer. De lange mandekroppe knækker slapt sammen på midten og falder som slatne karklude mod gulvet. Langsomt løfter de sig med krumme halse og hængende hoveder. De stønner højlydt, og kryber af sted på alle fire. Som vilde hunde parat til angreb.
”Hunden regnes i Syrien for et urent og ækelt dyr. Men hundens ukontrollerbare vildskab rammer noget universelt i mennesket, der siger meget om ophidselse og aggression. Derfor er denne scene vigtig. Følelser, der koger, er vigtige,” slår hun fast.
Men bag det selvsikre smil, gemmer der sig trods alt en usikkerhed. Et udvalg fra kulturministeriet i Syrien skal nemlig godkende forestillingen inden premieren.
”Det syriske censur-udvalg har helt sikkert ikke set denne her type dans før, og jeg ved helt ærligt ikke, hvordan de reagerer på at se vilde mænd, der ikke opfører sig som traditionelle helte,” siger Nønne Mai Svalhom.
Selvom Methkal Alzghiar er overbevist om at forestillingen nok skal blive en stor succes, er han også klar over, at dele af publikum vil få et stort chok. Men det optager ham ikke så meget, hvad andre synes. ”Nogen vil synes, det er forkasteligt for en mand at vise de følelser, vi udtrykker med dansen. Og nogen vil synes, det er forkert, at vi ikke holder os strengt til de ’korrekte’ bevægelser. Men det er ikke mit problem. Det er jo i virkeligheden mig, der er den stærke. Fordi jeg tør vise det, andre mænd gemmer væk. Et rigtigt menneske med passioner, bekymringer, svagheder og drømme.”
Fakta
Efter den forventede premiere i Syriens operahus, rykker forestillingen ’DAMASCUS’ videre til Aleppo i Syrien, Beirut i Libanon og til sidst København og Århus, hvor den bliver opført i juli og september.
Nønne Mai Svalholm er uddannet danser i New York, Holland og Stockholm, og har tidligere arbejdet som koreograf i blandet Sverige, Frankrig og Grækenland.
Forestillingen ”DAMASCUS” er støttet af: Center for Kultur og Udvikling, Århus Kommunes Kulturudviklingspulje, Statens Kunstråds Scenekunstudvalg, Statens Kunstfond, Det Danske institut i Damaskus og Damascus Operahus.